Ildsjæle og affaldsdistributører skal give mere cirkulært byggeri


Engagerede medarbejdere og aktører, som kan distribuere byggeaffald tilbage til produktionen var nogle af de forslag, som kom på bordet torsdag den 22. februar, da materialeleverandørerne i Dansk Industri gav deres bud på, hvordan vi skaber et mere cirkulært byggeri.

Rejsen mod et mere cirkulært byggeri stoppede i går hos Dansk Industri. Her var samlet 60 medlemsvirksomheder, der formulerede forslag til, hvordan politikere, virksomheder, brancheorganisationer og uddannelsesinstitutioner kan bidrage til at byggeindustrien omstiller sig.

Mangler take-back-systemer

Dagens fokus var naturligvis materialeleverandørernes perspektiv. Her var bl.a. oplæg fra adm. direktør i Troldtekt, Peer Leth. Virksomheden producerer akustikplader til byggeriet og arbejder allerede efter cirkulære principper.

Ifølge Peer Leth er det altid en god ide at finde en ildsjæl i egen virksomhed, som kan gå forrest og sikre forandringer i egen organisation. Men derudover efterspørger han også nye aktører i markedet.

”Vi mangler Take-back systemer, hvor nogen kan se en forretning i at indsamle, sortere, udtænke effektive logistikløsninger og videredistribuere affald til genanvendelse. Det er helt centralt for at den cirkulære tankegang i byggeriet kan få fodfæste. Det er jo ikke realistisk, at alle byggematerialeproducenter har hver sin affaldscontainer stående på en byggeplads, når et byggeri skal rives ned”, forklarede Troldtekts direktør.

Introduktion til Circle House

Dagen bød også på introduktion til Circle House, som er verdens første almene boligbyggeri opført efter cirkulære principper. Mere end 30 partnere fra hele byggeriet står bag det spændende boligprojekt som Lejerbo opfører. Det er også denne gruppe, som står bag arrangementet i DI og indsamlingen af 101 forslag, som skal afleveres til politikere og beslutningstagere på Folkemødet på Bornholm i juni i år.

Næste stop på rejsen for indsamling af forslag er på Ingeniørhøjskolen i Aarhus og på Building Green den 5. marts. Dernæst hos DanskeArk den 12. april. I januar var projektet på besøg hos Bygherreforeningen.

Følg rejsen på #circlehouse101